Hvad får man, hvis man en tidlig lørdag morgen i buldrende mørke, pakker en bil med skitøj og fire skiglade gutter. Sender den over broen og et stykke nord på i Sverige. Svaret er såre enkelt, en skitur. Men ikke bare en skitur, en tur hvor hyggen huskes. Hvor den irrationelle svedetur over liftkøen glemmes, og glæden ved skienes susen hen over sneen nydes. Isaberg ligger en god 3½ times kørsel hjemmefra, og flere busser kører derop hver weekend. Det gælder om at ankomme før de gør, med deres hundredevis af passagerer, hvis det er sådan at man skal gennem skiudlejningen. Det gjorde vi lige nøjagtig ikke, men det gik egentlig ganske fornuftigt og vi fik sne under fødderne. Det er et område der hurtigt overses, hvis ens ski kundskaber er bare nogenlunde. Men pyt, det vidste vi, og vi var der jo for at få en god dag. En dag der kulminerede med indtjekning på Hotell Nissastigen. et hotel med en vis standard så det ud til, da vi svedige og ildelugtende trådte ind i lobbyen. Utallige ture på de små løjper kræver alligevel en god portion arbejde. Men giver også en dejlig træthed i kroppen, og ikke mindst tørst og appetit. De tre tilstande kombineret med at der fandtes en restaurant på hotellet, samt at vi, forsynende som vi var, bragte forsyninger til værelserne. Efterlod os mætte og veltilpasse i sengene.
Dagen derpå gik turen sydover til Vallåsen, et mindre sted men med ok skiløb for en lille dags tid. Stensikre at vi nok var tæt på de eneste der gad komme en søndag, satte vi næsen op efter fri løjper uden særlig kø. Det skulle vise sig at forholde sig ganske anderledes. Et menneskehav, at dømme ud fra de hundredetals biler der holdt parkerede, og senere liftkøerne. Myldrede rundt over alt. Men selv om området var lille, kunne det absorbere invasionen, og det var muligt at komme til på løjperne. Samtidig gik det faktisk rimeligt fornuftigt i køen til lifterne. Hurtigt fandt vi ud af hvilken side vi skulle vælge, i de respektive lifter rundt om i området. Så også her blev det til nogle timers glimrende skiture. Det var så indtil sneen der begyndte at hamre ind i øjnene på staklerne, som havde efterladt deres skibriller i danmark, satte en stopper på den dag. Heldigvis sidst på eftermiddagen.
Men vi fire, min søn, men gamle kammersjuk og hans nevø var alligevel også endnu en gang mættet. Denne gang af skiløb. Hondaen blev sat til at køre de sidste par hundrede kilometer, og vi glædede os over en god weekend.
På vej hjem skrattede radioen nogle eder og forbandelser ud omkring en håndboldkamp. Det overskred vores pli. Et sådant sprog, kunne min kammersjuk og jeg ikke lade de unge i selskabet høre. Så vi slukkede og nød stilheden på vej hjem, ad de mere og mere snedækkede svenske motorveje.