Hukommelsen er barmhjertig, udmærket ved en god fortrængelses mekanisme. Hvad der stod lysende klart for år siden er lykkeligt glemt i dag. Det viser sig på forskellige måder. For eksempel når ens yngste skud på stammen har rundet de 17. Og ræser mod myndigheds alderen og dermed teknisk set er overladt til sin egen lykkes smed. En tid hvor man mere eller mindre har sluppet tøjlerne, men stadig holder lige fast nok ude i enden. Bare så man kan hjælpe og råde hvis det skulle blive nødvendigt. Væk er dog den hektiske tid hvor man skulle holde fast i nakken på et lille energibundt, der med sine 4-5 år på forunderlig vis dukkede op over alt. Inde under et reklameskilt, for i næste øjeblik at befinde sig midt i et fyldt tøjstativ, mens man rakte ind efter ham under skiltet. Når man så rettede opmærksomheden mod tøjkollektionen, spurgtede han ned ad gaden i retning af et porcelænsstativ. Alle disse glade minder var som forduftet, til man fik besøg af datteren og barnebarnet. En lille fyr med et smil og livsglad nysgerrighed som vel alle har været igennem. Men også det har man trængt i baggrunden.
Livet er en stor læreprocess, hvor udfordringer må tages op og afprøves. Undervejs hører det til dagsordenen, at lytte til erfarne kræfter og tage ved lære af hvad de kan hjælpe med. Med undtagelse af når man befinder sig i alderen 4-5 år og der omkring. Her gælder en regel "learning by doing". Og ikke altid er "doing" den rigtige metode. Nogle gange bør man "learn by listening". Men alderen gør at ens hørelse er for nedsat evne, og derved vanskeliggør enhver øvelse. Ergo kan man ikke høre de velmenende ord, må man smøge ærmerne op og tage fat.
Således kan en dag blive et langt interval, overtræning i højeste potens, iscenesat af en smilende energiudladning på 4½ år. Men også en charmetrold med glimt i øjet. Og når dagen er slut, når sidste spurt er løbet, når flyverdragten er krænget ud over kroppen for sidste gang kommer belønningen. Et stort kram. Man kan aflevere ham til moderen og lade sofaen afgøre aftenens videre skæbne.