tirsdag den 29. januar 2013

De grå, våde, tunge, dystre skyer og de 3 graders varme, kalder næsten på den dunkle side i mennskets sind. I samme øjeblik temperaturen kravler over frysepunktet, skifter himlen ansigt fra en glad smilende sol, til sure bedrøvede skyer med hængemule. Det må da være på sådan en dag, at folk med trang til at komme væk herfra, enten køber en billet til sydpå, eller binder løkken om halsen. Vinterdepression er i hvert fald i fremmarch. Og har man anlæg til den slags, forstår jeg godt hvordan energien må forlade kroppen, på sådan en dag. Ikke ligefrem nu den virtuelle genopladning finder sted. Hvor stikket sættes i, og batterierne får et los bagi, hvorefter benene springer frem og løber uden at de kan stoppes. Ja og resten af kroppen følger naturligvis med, der er jo ikke meget andet at gøre. Men det sker ikke på en tung grå regnmættet dag.
Her gælder det om at holde kroppen oven vande, og lade rygsvømning være den nye favoritdiciplin.
Det må også være på en deprimerende dag af denne slags, de største pissimister bliver født. Den trange udgang, det stærke lys fra sygehuslamperne. En i røven og så en meddelelse fra jordmoderen. "Og vejrudsigten, byder på regn, grå skyer, 2-5 graders varme og sjap til op over anklerne de næste fem dage."
"Suk, put mig tilbage igen" må være reaktionen fra det nye liv.
Han eller hun har udsigt til at blive, landmand, politiker eller talsmand for dansk erhvervsliv.
Men oven over alting stråler moder sol, sang Dirch Passer. I det her tilfælde rammer den så bare ikke landskabet i Danmark, men beskinner de egne der er blevet efterladt nærmere ækvator. Der hvor den stiplede linie kører tværs hen over ens fødder, og skriger "Her er midten."
Dog skal man huske som en god borger af Danmark, at det kan også blive for varmt. Tænk hvis pludselig man fik solskin hele dagen og 30 graders varme. Arh det ville da heller ikke være til at holde ud. Det ville jo være for meget. Der må vejrguderne altså lige skrue lidt på termostaten.
Nej det er ikke nemt når tunge grå skyer ødelægger humøret. Optimismen forsvinder. Eneste årsag til at spise, er for at holde sig i live. Og mon ikke der er et par slappe seleri i køleskabet jeg kan sidde og tygge på, mens jeg gnavent kommenterer hvert et indslag i nyhederne. Det er i sagens natur, alligevel en lang triade af dårlige oplevelser.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar