mandag den 14. januar 2013

Kong vinter chekede ind i dag. Efter et lille fravær besluttede den sig for at tage en omgang mere, og dryssede sit hvide pulver ned over land og vej. Skruede ned for thermostaten, satte gang i blæseren så man kunne mærke kulden bide i knoglerne. Instinktivt trak folk deres halstørklæder op for munden, og skuldrene i samme retning. Skibukserne der pænt var lagt lidt til side, ikke helt væk for kongen kunne jo melde sin ankomst som han gjorde, kom til syne igen. Synet af disse Michelin figurere der vralter afsted på fortovet, gir et godt indblik i den såkaldte chillfaktor, vinden hilser os velkommen med. Nogle af Michelinerne går med en eller flere oppustede flyverdragter, som vist nok indeholder deres afkom. Jeg forestiller mig de ankommer til hjemmet, og begynder udpakningen af flyverdragten. Lag efter lag skræller de dem som et løg. Lidt efter lidt begynder poden at snøfte for at holde på snotten, som laver sin egen kamp i to tykke striber ned til overlæben. Men der er ingen nåde. Læben kan ikke holde den klæbrige masse tilbage, der er kun en ting at gøre når man er tre år gammel. Med mindre mor eller far er hurtigere, end tungen der glider hen over den seje substans.
Bilerne mærker udfordringen fra kørebanen, der skifter fra solid til flydende. Tosserne som ikke har ment vinterdæk blev nødvendige i år, får et helt specielt udtryk i ansigtet. Stift stirrende og meget meget koncentreret. Laaangsomt lister de rundt om hvert hjørne, så førere af køretøjer med vintersutter, mærker pulsen stige i takt med den stigende frustration. Men det er tempoet når kong vinter leger. Roligt og helt nede i gear. Sådan en dag hvor man skal sige til sig selv at der er god tid.
Og så blev det ikke så slemt alligevel. Jo kulden holdt ord. Men de hvide fnug mindede lidt om en håndfuld mel, der blev strøet ud over et bord i et tyndt lag. For derefter at blive samlet op af en klump dej, og måske blive til nybagte boller. Dampende og gyldne på overfladen når de tages ud af ovnen, sammen med en varm kop kakao. Når man så sidder solidt i sofaen og kigger ud på den bidende kulde, med en lun bolle og varm kakao. Ja så er kong vinter velkommen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar