Kønsforskelle udviskes, kvinder og mænd nærmer sig hinanden og den traditionelle kønsbestemmelse med han og hun forsvinder for intetkønnet. Slet og ret er der ingen idé i at bruge disse udtryk. Det var i hvert fald den påstand jeg blev konfronteret med i en artikel i dagens berlingske. I et miljø, queermiljøet, arbejder nogle for at ophæve kønnet og dets begreber. For som de påstulerer, der er ingen forskel, man skal vise hvem man er og bliver. Abstrakt lige når man ser udtalelsen. Og indrømmet, jeg grinede da jeg læste artiklen.
Set ud fra min synsvinkel er der masser af forskel. Altså ud over den fysiologiske, findes der store forskelle i den mentale. Vi tænker og handler anderledes på udfordringer, da vi er sammensat forskelligt i vores måde at tænke på. Det er en kendt sag, at vores hjerner fungerer med forskellige centrer, på samme opgave alt efter kønnet. Alene det, synes jeg er en stor og væsentlig adskillelse i kønnenes måde at agere på. Og hurra for det. De mangeartede indfaldsvinkler man kan få på samme opgave, er en gave der er værd at tage højde for. Både samfundsmæssigt og for erhvervs øjemed.
Alligevel slog det mig hvor ens vi måske var på min lørdagstur gennem Roskilde. Gågaden myldrede som altid af liv med par familier, singler, venner på tur og hvad der ellers havde fundet vej. Det var ikke ensheden som queermiljøet gerne vil fremhæve, men den rent påklædningmæssige. Denne masse, der som en pulserende puppe bevægede sig gennem gågaden, lignede til forveksling en stor grå/sort enhed. Farverne var væk. Tøjstilen var stort set ens. Med et hurtigt kig ud over menneskehavet var eneste umiddelbare forskel at enkelte individer var langhåret. Men var de så mænd eller kvinder.
Jeg tog et kig på mig selv. Sort hue, brun jakke, blå jeans, jeg passede fint ind i tuen, skilte mig ikke ud. Måske om tusind, tre tusind eller tyve tusind år er vi muteret og helt ens som en stor flok hermafroditter klædt i sort og gråt. Men det bliver efter al sandsynlighed ikke i min levetid. Og jeg nyder forskellen.