torsdag den 17. januar 2013

Kælderrummet anses for hjemmets opbevaringsrum. Det aflukke hvor man lige kan få plads til en flyttekasse mere, med aflagt tøj eller børnenes gamle legesager. Der er ingen grænser for, hvad man kan stille ned i et kælderrum. I begyndelsen er der en form for orden. Kasserne stables pænt oven på hinanden, med de ting man går ud fra skal bruges. Eller rettere, de ting man tror man får brug for på et eller andet tidspunkt. Men det står og samler støv med alt det andet, som det nok ikke vil blive aktuelt at finde frem. Og den dag, efter mange år, hvor det viser sig at et eller andet er gemt i kælderen i en kasse. Lige den ting som er ret vigtig en given dag. Så ligger den i nederste kasse. Bagerst i rummet. Bag cyklen og skiene. Og de ting som der ikke var kasser til fordi de slap op. Som så er lagt oven på kasserne med de vigtige ting. Og nu er et irritationsmoment, fordi det havde været nemmere hvis der var en kasse til det skrammel. Men oplagringen er blevet en pestilens hver gang der skal skaffes plads. Nede bag cyklen og skiene. Det er meget nemmere at tage et hurtigt bestik af rummet, og den overskydende plads. Og så skynde sig at kyle det ind til en af siderne, og lukke.
Men det giver nogle udfordringer, specielt for ens moral, når man åbner. Her er det titlen kaospilot giver rigtig god mening. Lad der være system i kaosset, og ikke kaos i systemet. Jeg læner mig altid op ad den tese når jeg åbner vores kælderrum. En dyb indånding og et øjebliksbillede af rummet fra sidste gang. Et billede der altid står frisk i errindring, eftersom vi har vaskepulver stående lige indenfor døren og skal bruge det med jævne mellemrum.
Og selv om det er et rum gemt væk i kælderen, forvist som det sorte får i familien. Bliver det ret tit omtalt når vi indser der ikke er plads nok i lejligheden. Når stabler af tøj og sager hober sig op i de andre rum, men ikke har noget skab. Så er det kælderrummet nævnes. "Kan vi ikke bare smide det i en flyttekasse og stille det ned i kælderen?" "Joh, men har du set kælderrummet for nylig?" Og det er som regel lykkeligt glemt. Hvordan kælderrummet ser ud.

1 kommentar:

  1. Det er da lige en opgave for dig i denne tid at rydde op i kælderen.Alt det du ikke skal bruge men som andre kan få glæde af, sælger du på nettet, så har du også et tilskud til dagpengene.

    SvarSlet